I slutningen af 1800 tallet begyndte en voksende engelsk højere middelklasse at efterspørge selskabs- og udstillingshunde. Hunde blev ikke længere kun betragtet som brugshunde. De mere velstående klasser kunne nu tillade sig at holde hund som statussymbol og hobby.

Skabelsen
Bull Terrieren blev første gang præsenteret på en hundeudstilling i England i maj 1862. Den blev vist af James Hinks, der anerkendes, som ’racens skaber’.

James Hinks benyttede mange racer for at nå sit mål om at skabe en ’Gentleman’s companion’ – altså en gentlemans ledsager – men den engelske bulldog, dalmatineren og – den nu uddøde engelske hvide terrier var hovedingredienserne. Eksteriørmæssigt havde den engelskehvide terrier lighed med nutidens manchester terrier.

James Hinks Bull Terrier bliver i litteraturen omtalt som ’The New Bull Terrier’, idet den adskilte sig fra de hidtil kendte ’bull and terriere” (kombinationer af bulldog og forskellige terriers). Hans mål var at skabe en helt hvid hund og datidens hundefolk værdsatte det, idet James Hinks ”hvide kavaler” hurtigt blev populær og gjorde sig godt på hundeudstillinger. Bull Terrieren blev en modehund, og i 1887 blev The Bull Terrier Club dannet.

Både i litteratur, blandt Bull Terrier ejere og opdrættere forveksles ’bull and terriers’ ofte med ’The New Bull Terrier’, når Bull Terrierens oprindelse beskrives, hvorfor racen af og til fejlagtigt betegnes som kamphund af oprindelse.

Forbedringen
I erkendelse af arvelighed forbød den The Kennel Club (Storbritannien) i 1909 udstilling af og avl på døve hunde. Et problem, der var meget udbredt hos Bull Terrieren – og stadigt eksisterer i dag. Døvhed stammer bl.a. fra den engelske hvide terrier, hvoraf den sidste blev registreret i 1904. Racen formodes uddød netop pga. døvhed.

Dedikerede opdrættere fornyede racen ved udvikling af opretstående ører (ørekupering var blevet forbudt), en farvet variant (anerkendt af KC i 1933) og - ikke mindst - det, der i dag eksteriørmæssigt kendetegner racen bedst; downface og ægformet hoved. Hovedarkitekten bag fornyelsen var Harry Monk, der betegnes som den, ’der forbedrede racen’.

Den kennel, der fik størst betydning for udviklingen af de farvede Bull Terriere, som helt op til i dag stadig har markant indflydelse på stamtavlerne, var Romany, repræsenteret ved D. Montague Johnstone. Hun købte sin første Bull Terrier i 1927 og opdrættede Bull Terriere indtil 1980. Ved slutningen af 2. verdenskrig sluttede Meg Williams sig til Montaque Johnstone under Romany kennelnavnet.

Moderniseringen
I 1936 dukkede et nyt navn, Raymond H. Oppenheimer, op i den engelske Bull Terrier verden. Han fik en indflydelse på racen, der ikke er set siden. Det kan med rette siges, at han er ’den moderne Bull Terriers far’.

I nært samarbejde med Eva Weatherill fik han, frem til sin død i1984, signifikant betydning for de hunde, vi kender i dag, både via de mange og banebrydende hunde, som de to kenneler producerede, men også via sin markante indsats og indflydelse i det strategiske og politiske hundeliv.

Raymond H. Oppenheimer opdrættede Bull Terriere under kennelnavnet, Ormandy, og Eva Weatherill under Souperlative.
Mange hunde bar begge navne. Det er ikke sandsynligt, at der findes Bull Terriere i dag uden Ormandy og Souperlative blod i deres afstamning.

Opgør med den helt hvide Bull Terrier
Da Bull Terrierens vigtigste egenskab oprindeligt var den helt hvide pels, var det et stort skridt for de tidlige opdrættere at acceptere den farvede variant, som fra starten blev forsøgt avlet ud af racen, men senere blev anset som en nødvendighed for racens udvikling, såvel helbreds- som eksteriørmæssigt.

Hvor der i den første del af 1900 tallet stadigt var stor uenighed om, hvorvidt en hvid Bull Terrier efter farvede linjer, var en ”rigtig” Bull Terrier, betragtes den hvide og den farvede variant i dag på verdensplan som én race – ikke kun stambogsmæssigt, men også blandt opdrættere.

Historie versus vandrehistorier
Desværre formidles en del ukorrektheder og vandrehistorier om Bull Terrierens oprindelse og oprindelige formål både via bøger, raceklubber, opdrættere og ejere. Den tidlige Bull Terriers evner som kamphund berømmes og James Hinks tillægges ønsket om at skabe en sådan. En af årsagerne er forveksling af, hvad der er i gamle kilder omtales som ’bull and terrier’ - nogen gange også 'bull terrier' - og vores egen race, Bull Terrier (der i starten var 'The new Bull Terrier').

• Da James Hinks introducerede Bull Terrieren i 1862, havde kampe mellem hunde og andre dyr været forbudt i 27 år (siden 1835), hvorfor Bull Terrieren ikke blev skabt til kamp med tyre, som ofte påstået.
• Derudover prioriterede James Hinks den hvide pels over alt andet i sit avlsarbejde, hvilket han ikke havde gjort, hvis han ønskede at skabe en kamphund.
• Egenskaber som f.eks. styrke, hurtighed og aggression havde da haft større betydning end pelsens farve.
• Endeligt benyttede han dalmatineren i avlen. En race, der i givet fald ville forringe Bull Terrierens kampegenskaber væsentligt.

I slutningen af 1990’erne satte skotske Kevin Kane sig for at bevise disse historier ved brug af samtidige kilder. Udover offentlige arkiver fik han adgang til Hinks familiens papirer.

Resultatet var kort og godt, at Kevin Kane måtte konkludere, at Bull Terrieren var skabt som udstillingshund samt at f.eks. den berømte historie om Bull Terrieren, Puss’ evner som kamphund var ganske usand.
Denne historie blev først nedskrevet 34 år efter, at den angiveligt havde fundet sted. Indtil da var den gået fra mund til mund. Det gør, at mange elementer i historien er direkte ukorrekte eller ikke mulige.

I forbindelse med Dansk Terrier Klubs 75 års jubilæum i 2002 sammenfattede Kevin Kane nogle af sine resultater, der er publiceret i hans 2 bøger - Pity Me og James Hinks Master Craftsman, i en artikel, som blev udgivet i jubilæumsnummeret af Terrier Nyt: Klik her.

Racespecifik avlsstrategi
Viden om og formidling af racens oprindelse er generelt for ringe hos opdrættere og ejere.

Der formidles mange ukorrektheder og vandrehistorier også via raceklubber og litteratur. Bl.a. som følge deraf opfatter en del af vores omverden racen som en kamphund, hvilket skader Bull Terrierens image og er en trussel for dens fremtid.

Det langsigtede mål for oprindelse er, at omverdenen ikke fejlagtigt anser Bull Terrieren for en kamphund.

Det opnås ved at:

• Alle opdrættere og ejere kender den sande historie om Bull Terrierens oprindelse og er i stand til at videreformidle den til omverdenen på en ensartet, seriøs og forståelig måde.
  Den rigtige historie om Bull Terrierens oprindelse afliver myten om racen som datidens kamphund. Det er meget vigtigt netop i disse tider med megen debat om muskel/kamphunde - og også for opdrætteres og ejeres forståelse af racens ideal.
  Det gøres forståeligt, hvori forskellen ligger på ’bull and terrier’ og Bull Terrier.